Børne- og læringssyn

Trivsel og tryghed

Vi tilbyder et trygt og inspirerende læringsmiljø, hvor faglighed, trivsel og fællesskab altid følges ad.
Undervisningen er båret af lærere og pædagoger, der brænder for deres fag – og for børnene. De arbejder tæt sammen om at skabe en hverdag med både faglig fordybelse og menneskelig dannelse, hvor eleverne lærer at tage ansvar, samarbejde og møde hinanden med respekt og omsorg.

Fra de første skridt ind i skolelivet til afgangsprøverne i 9. klasse bliver eleverne mødt af voksne, der ser dem, udfordrer dem og hjælper dem med at opdage, hvad de er i stand til.

Derfor forventer vi også, at eleverne møder nysgerrige og forberedte op – klar til at deltage aktivt i undervisningen.

Når skoledagen slutter, fortsætter dagen i Lindehuset, vores SFO. Her er der plads til leg, relationer og ro efter en skoledag fyldt med læring.

Børnesyn

Som skole tror vi på, at børn får lyst til at lære, når de trives, men også at de får mod på mere gennem både faglige og menneskelige succeser.

Derfor møder vi dem med ordentlighed, nærvær og tydelige rammer, og vi arbejder hver dag med, at vores elever går hjem fra skoledagen med en følelse af at kunne og at have værdi. Vi ser børnene som hele mennesker med hver deres styrker, egenskaber og muligheder.  

Vi møder dem, hvor de er, og ser det som vores mission at hjælpe dem til at se deres potentiale.

I hverdagen kommer det til udtryk på flere måder: 

  • Børnene bliver mødt af lærere, der brænder for deres fag – og for børnene.
  • Vi stiller tydelige krav, fordi vi ved, at børn vokser, når de bliver mødt med forventninger.
  • Vi giver plads til forskellighed – både i forhold til faglig passion og personlighed.
  • Vi mener, at børn lærer bedst i et trygt fællesskab, og derfor vægter vi en ordentlig og respektfuld omgangstone højt.

Læringssyn

I de mindste klasser har vi en særlig opmærksomhed på at skabe et trygt og velfungerende fællesskab. Her lærer eleverne hinanden og skolen at kende i rolige rammer og en genkendelig hverdag, hvor trivsel og relationer går hånd i hånd med læring. Samtidig får de tidligt et møde med den stærke faglige kultur, som kendetegner Forældreskolen.

I de større klasser bliver den faglige fordybelse endnu tydeligere i hverdagen. Eleverne møder engagerede lærere, der arbejder målrettet og tæt sammen om både klassen og den enkelte elev.

 

Navnet “Forældreskolen Aarhus” kommer ikke af ingenting, og det betyder også, at vi har et meget nært, respektfuldt og dedikeret samarbejde med forældregruppen, så vi i fællesskab kan følge og støtte barnets sociale og faglige udvikling hele vejen gennem skoleforløbet.